Hvorfor navnet Tilbage

Tilbage startede egentlig med et ønske om, at fjerne parfume fra eget hjem. Alt lugtede af noget. Min håndsæbe og shampoo, til cremer og deodoranter, det jeg vaskede vores tøj i, vores rengøringsmidler og endda tilsat duft i trusseindlæg. Jeg blev simpelthen mættet af duft. Ønsket blev helt tydeligt, da jeg fik mit første barn og oplevede det helt forkert, at mange babysalver, badeolier og andet til de små var tilsat duft. Det undrede mig, at jeg skulle lede efter 'rene' produkter uden for mange unødvendige tilsætningsstoffer, og det blev starten på fremstillingen af de første salver til min familie. Over årene voksede interessen for at eksperimentere med andre produkter til eget brug, og jeg fik øjnene op for koldrørt sæbe. Det er en ældgammel proces, som går ud på at blande olier og base (lud) sammen. I den proces sker magien hvor lud forsæber olien. Den færdige sæbe er et rent skånsom produkt de fleste tåler at bruge. Koldrørt sæbe er i dag min store interesse. I dag fremstiller jeg alt fra læbepomade, ansigtsbalm, cremedeo, hånd og krop sæbebarer, shampoobar, vejbred salve til hårolier, badesalt, scrubs og mere til.  
Navnet Tilbage kom naturligt til mig, da mit mål med alle mine produkter er, at gå tilbage til at bruge få gode råvarer. Tilbage til naturen. Så simpelt er det.